mandag den 2. marts 2009

Velkommen til 13E

Hvad er nu det for noget?
13E er et læringsforløb bygget efter samme model som 23-ting. Her handler det bare ikke om at stifte bekendtskab med og eksperimentere med sociale teknologier, men med..., ja rigtigt gættet: E-resurser.

Hvorfor nu det?
Fordi det kan komme vores lånere til gavn. Jo mere vi ved og jo mere fortrolige vi selv er med hvad vi har, jo bedre kan vi "pushe" det over udlånsbordet. Nogle af vores e-resurser er rent guld for vores brugere. Men hvis de ikke ved det findes, hvad det kan bruges til og hvordan, så får ingen fuld valuta for vores mange licenskroner.

Hvornår og hvor længe?
13e Starter mandag den 16. marts og kører frem til 15. juni.

Kan jeg ikke bare kigge på de e-resurser en gang når der kommer to torsdage i en uge og min flex er i minus?
Jo, det kan du sagtens. Det vil vi ikke forhindre nogen i. Bestemt ikke. Men vi kender det vist godt, det der med at intentionerne ikke fejler det mindste men at hukommelsen og presset fra alle andre, lige så vigtige, ting har det med at komme foran i køen af "things to do". Derfor er 13e et tilbud om en guided tur opdelt i tilpas små "hapsere", så man på tretten uger når igennem en stor del af vores vigtigste e-resurser uden at skulle huske på det selv. Vi lover at din samvittighed, i det mindste hvad e-resurser angår, vil være hvid som sne når du er færdig :-)

Hvordan foregår det?
På helt samme måde som 23-ting. Næsten. Hver mandag vil der lande en mail i din indbakke. Heri vil der være et link til denne blog. Så behøver du nemlig ikke engang huske adressen på den. Her vil ugens e-resurse ligge øverst med en lille præsentation og en række "prøv lige det" øvelser. Der vil også være en lille nem opgave. Svaret på den sender du til 13eresurser@gmail.com. Så er du med i ugens lodtrækning om en plade lækker chokolade.

Så enkelt er det. Vi håber selvfølgelig at du får lyst til at bruge lidt mere end de ti minutter øvelserne tager, på at prøve ting af. Finder du ud af noget du ikke lige selv vidste, så regn med at du helt sikkert ikke er den eneste og del det med os andre ved at lægge en kommentar nedenunder blogposten. Du må iøvrigt også gerne kommentere i bloggen hvis du har spørgsmål. Der vil næsten altid være en kollega, der kender svaret.

Konkurrencen?
Når de tretten uger er gået og vi er ved vejs ende trækker vi lod blandt alle, der har svaret på alle 13 opgaver. Præmien er en overraskelse, men den vil være umagen værd. Hvis du ikke når at svare på én eller flere opgaver i den uge de er aktuelle, så fortvivl ikke. Send bare svaret når det passer dig. Du er ikke udelukket fra konkurrencen af den grund. Det er nemlig først for sent at være med når vi er helt færdige med forløbet.

Vi håber alle vil støde på rigtigt mange "aha-så det kan man også og en hel del "det vidste jeg faktisk ikke, men det var da smart", eller hvad med en "det her har jeg faktisk lige haft en låner der kunne have brugt"....Vi håber med andre ord det vil blive både lærerigt og sjovt ( og, ja - det må faktisk godt være sjovt)

2 kommentarer:

Jette W. Ravn sagde ...

Glæder mig til de dejlige præmier, der er mange steder jeg godt vil hen, og min datter har fået i hovedet at hun gerne vil til Mexico - så jeg håber familien kommer med hvis det er rejsegavekort man kan vinde - for jeg vinder jo nok.

Hanne Bjørn sagde ...

Jaaah, muligheden er der, for alle der lægger 13 lodder i skålen, Jette. Meeeen uden at røbe for meget, tror jeg måske nok at rejsegavekort til Mexico for hele familien er en forventning der med fordel kan modereres. En hel del! :-D.